Racen
Hereford er den mest udbredte kødrace i verden. Den stammer fra grevskabet Herefordshire i den vestlige del af det centrale England hvor der i 200-300 år har været drevet systematisk avl med racen. Herfra er den eksporteret til stort set hele verden.
I Danmark, er racen den 3. største kødkvægsrace, kun overgået af Limosine og så lige akurat af Simmentaler. Se Dansk Kødkvægs statetiktal her.
På Herefordforeningens hjemmeside, www.hereford.dk, kan du se meget mere. Bl.a har foreningen lavet en pjece om racen, du kan se pjecen her.
Hovedvægten i Herefords avlsmål ligger på et godt temperament, gode moderegenskaber, herunder lette kælvninger, god tilvækst og foderudnyttelse samt kød med høj spisekvalitet. Derudover er Hereford en robust race, der stiller små krav til stalde og foderkvalitet.
Farvetegningen er karakteristisk: mørk rød med hvidt hoved, hvid underside og en smal hvid stribe hen ad ryggen. Desuden er den nederste del af lemmerne hvide. I de senere år er der ikke lagt så megen vægt på farvetegningen, som hos nutidens Hereford er knap så ”fast” som tidligere. Det hvide hoved er en dominerende karakter, som nedarves til alt afkom, også krydsninger. Hereford findes både som hornede og hornløse (pollede), i Danmark er der flest pollede.
Udvoksede tyre vejer 1.000-1.200 kg, køer 650-800 kg. Enkelte dyr kan opnå en noget højere vægt.
De første Hereford kom til Danmark i begyndelsen af 1950’erne, importeret af godsejer Scavenius, Klintholm Gods på Møn. Senere importer fra England er suppleret med avlsmateriale fra Nordamerika, især Canada, Australien og New Zealand. Herved er den moderne Hereford blevet noget større end den oprindeligt var.
I Danmark har vi i dag godt 13.000 renracede, registrerede dyr, heraf ca. 3.500 køer. Mange danske Herefordavlere er meget ivrige og dygtige udstillere på dyrskuerne, hvor Hereforddyrene som regel fylder pænt op i kødkvægrækkerne.
Racen har gennem mange år flittigt benyttet sig af individprøverne hvor gennemsnitstilvæksten ligger på godt 1.600 g. pr. dag med et foderforbrug på ca. 5,6 FE pr. kg. tilvækst. Hereford har en god slagteprocent og kødets spisekvalitet er helt i top: det er tilpas fedtmarmoreret og smag, mørhed og saftighed rangerer højt i mange smagstests.
Teksten er hentet fra Dansk Kødkvægs hjemmeside.